





Vil du have erfaring med rekruttering i en stor offentlig organisation? Trives du med administrative opgaver, struktur og IT-systemer – og vil du bidrage til, at kandidater får en god start på deres kontakt med Socialforvaltningen? Så kan du være en af vores to nye studentermedhjælpere i Rekruttering og Onboarding (RO), som er en del af Center for HR og Organisation i Socialforvaltningen. Stillingen er oplagt for dig, der gerne vil have praktisk erfaring med HR og rekruttering ved siden af dit studie. Du bliver en del af en enhed med 44 engagerede kolleger med speciale i rekruttering og onboarding. Sammen understøtter vi mere end 250 arbejdspladser i Socialforvaltningen, hvor vores vigtigste opgave er at understøtte og rådgive lederne i praksis samt sikre en effektiv og velfungerende HR-drift. Vi er i gang med at udvikle vores rekrutteringsprocesser, så det bliver lettere for vores ledere at finde de rette kandidater – og det skal du hjælpe os med. Din vigtigste opgave bliver at oprette og registrere ansøgere i vores kandidatdatabase, så vi hurtigt kan matche kandidater med relevante stillinger i vores mange enheder og tilbud. Vi ansætter især fagpersoner til velfærdsområdet, fx pædagoger, sosu’er og sygeplejersker, som der er stor efterspørgsel efter. Derfor er det vigtigt, at ansøgere oplever en hurtig og imødekommende kontakt, når de søger job hos os. Afhængigt af din erfaring kan du også få andre opgaver i forbindelse med rekruttering. Arbejdstiden er ca. 15 timer om ugen. Vi ser gerne, at timerne fordeles på faste dage mellem dig og en anden studentermedhjælper, så der dagligt kan blive registreret nye kandidater i databasen. Vi er naturligvis fleksible i forhold til undervisning og eksamensperioder.