








Har du lyst til at arbejde med professionelle samtaler, projekter og formidling? Vil du være med til at udvikle, koordinere og gennemføre aktiviteter for studerende på Jura, der understøtter deres trivsel og gennemførsel af uddannelsen? Så er du måske vores nye studenterstudievejleder. Vi søger en ny studenterstudievejleder til Jura med start senest 1. juni 2026. Som studenterstudievejleder bliver du en del af afdelingen Vejledning og Studieinformation på Aarhus BSS. I teamet på Jura er vi tre studenterstudievejledere, som i fællesskab løser en bred vifte af opgaver, der alle har til formål at understøtte vores studerendes trivsel og studieforløb på Jura. Opgaverne består overordnet af: * Vejledning af nuværende og kommende studerende pr. mail, telefon og i personlige samtaler * Planlægning og afholdelse af kollektiv vejledning i form af onlineoplæg, informationsmøder og arrangementer * Praktiske og projektorienterede opgaver ifm. større rekrutteringsarrangementer Vi møder derfor alle aspekter af studielivet og skal kunne formidle præcis og korrekt information om regler og muligheder på studiet samt kunne henvise til de samarbejdspartnere, der kan hjælpe både på og uden for studiet. I Vejledning og Studieinformation er det vores målsætning at bidrage til, at kommende studerende vælger uddannelse på et oplyst og reflekteret grundlag og, at vores studerende kender til de rammer, valg og muligheder, som har betydning for, at de kan gennemføre deres uddannelse. Arbejdet er selvstændigt, men alle opgaver skal løses i tæt samarbejde med studievejlederkollegaer, kollegaer i Aarhus BSS Studier, med institutter og studienævn.