










Vi søger en struktureret studentermedhjælper med stærke kommunikative og administrative kompetencer, der kan understøtte enheden i det alsidige daglige arbejde med bemandede legepladser. I København er der 26 bemandede legepladser fordelt over hele byen. Her er 90 legepladsmedarbejdere ansat til at skabe mødesteder og åndehuller til leg for børn, unge og familier. I enheden arbejder vi med, at legepladserne favner, opfanger og udvikler sig i takt med københavnernes behov og skaber rammer, hvor der både er plads til at komme og lege på egen hånd eller deltage i legepladsernes mange aktiviteter. Om jobbet I 2026 er enheden organisatorisk flyttet til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (KFF). Vi er derfor godt i gang med en tilpasning til de nye rammer. Nye initiativer er på vej, bl.a. skal enhedens formidling til borgere integreres ift. kommunikationsplatforme, samarbejder og arbejdsgange i KFF, og det vil også afføde opgaver på studentens bord. Stillingen byder på en bred pallette af opgaver i en vekselvirkning mellem drift og udvikling, men med hovedfokus på kommunikationsopgaver. Vi søger derfor en selvstændig studentermedhjælper, der kan lide at navigere i en kompleks hverdag med mange og varierende arbejdsopgaver. Du skal have overblik, systematisk sans og et servicegen, da du vil være i daglig dialog med både kolleger på legepladserne og i forvaltningen, og skal forsøge at hjælpe dem på bedste vis. Du kommer til at understøtte enheden med kommunikationsopgaver, administration, drift og dagligt arbejde med ad hoc-opgaver på de bemandede legepladser.