











Som studenterinstruktor til opgaveretning i familie- og arveret bliver man del af et nyoprettet team af instruktorer, der som noget helt nyt skal stå for at bedømme en række af de skriftlige øvelsesopgaver (opgaverne A-F), der afleveres af de studerende i løbet af semesteret. Opgaverne bedømmes og kommenteres individuelt efter grundig oplæring og i tæt samarbejde med de fagansvarlige Nikolaj Maul Sørensen og Eva Naur. Som instruktor til opgaveretning i familie- og arveret er det en fordel, at man er skriftsprogligt stærk, idet man forventes at give skriftlig feedback til de studerende, som både vedrører den studerendes skriftsprog, strukturering af besvarelsen og faglige håndtering af casens problemer. Forløbet er lagt i faste rammer og arbejdet koncentreres tidsmæssigt om de uger, som de studerende på 1. semester afleverer øvelsesopgaver i. Deadline for bedømmelse af opgaverne bestemmes således af de enkelte holds konkrete skema. Hver bedømmelsesperiode indledes med et møde mellem teamet af opgaverettere, den/de fagansvarlige og evt. et antal holdundervisere. På hvert møde drøftes udvalgte eksempler på besvarelser af den kommende opgave med henblik på at sikre en ensartet bedømmelsespraksis på tværs af teamet. Det konkrete antal opgaver, der fordeles til teamets medlemmer aftales individuelt, således at der i et vist omfang kan tages hensyn til hver enkelt instruktors ønsker til omfanget. Undervisningen tilrettelægges i samarbejde med Eva Naur og Nikolaj Maul Sørensen, og koordineres med holdundervisere og undervisningsinstruktorer, hvorfor der sideløbende med selve undervisningen må påregnes deltagelse i koordineringsmøder, som naturligvis også aflønnes. Vi henleder opmærksomheden på, at der også slås stillinger op som studenterinstruktor til undervisning i familie- og arveret. I det omfang en ansøger søger både stillingen som underviser og stillingen som opgaveretter, afklares det i forbindelse med en evt. samtale om ansøgeren kan tilbydes en eller begge ansættelser. Vi anbefaler derfor alle, der måtte have interesse i begge stillinger at søge begge stillinger sideløbende.